Et besøg fra Fødevarebanken giver plus-point på Mosetofts bæredygtighedskonto. Med det er driftsklyngen med til at mindske madspild. Men det vigtigste formål med det nye tiltag er egentligt et helt andet.

Ingen rester. Det er en af reglerne i køkkenet på Mosetoft, som er Specialområde Udviklingshæmning og ADHDs driftsklynge i Viborg.

Her står ernæringsassistent Ania Skjødt Pedersen i spidsen for madlavning og indkøb til driftsklyngens 20 borgere, som alle er voksne mennesker med udviklingshæmning.

Reglen om at udgå rester handler om at holde orden i køkkenets store fryser, men især om at undgå madspild og bidrage til et bæredygtigt samfund.

COLOURBOX3829240 (1).jpg
Netop bæredygtighed er baggrunden for, at Mosetoft som noget nyt får besøg af Fødevarebanken hver mandag.

Fødevarebanken er en organisation, som arbejder for at reducere madspild ved at levere overskudsmad fra grossister og fødevareproducenter til socialt udsatte. Det er frivillige, som kører maden ud, og hvert år er de med til at spare verden for 2.000 tons CO2.

- Vi startede for at være med til at undgå madspild, forklarer både Ania Skjødt Pedersen, og hendes leder Allan Damkjær-Bruun. Det var ham, som såede frøene og fik sat gang i det nye tiltag, som Ania Skjødt Pedersen nu står i spidsen for.

Maden, som Fødevarebanken leverer, fejler ikke noget. Men den kan ikke sælges i butikkerne enten, fordi det er ved at nå udløbsdatoen, fordi det har fået et tryk, så emballagen er blevet krøllet, ødelagt eller den kan have andre småfejl. 

I stedet bringer maden nu lykke i køkkenet på Mosetoft og blandt de 20 borgere. For selvom bæredygtighedstanken var baggrunden for det nye tiltag, er der en større sidegevinst for Ania Skjødt Pedersen og Mosetoft.

- Det vigtigste for mig er faktisk, at vores borgere får nogle nye smagsoplevelser, smiler hun og fortsætter:

- Så prøver de at smage nye ting og oplever noget andet mad end kun min mad. Hvordan skal de vide, om de kan lide ting, hvis de aldrig har prøvet at smage det?

Veganerbøffer og rischips

Til dagligt er det oftest helt traditionelt mad som medister, lasagne og fiskefrikadeller, der er på menuen på Mosetoft.

Men i løbet af de fem uger, hvor Fødevarebanken indtil nu har lagt vejen forbi, har borgerne både prøvet veganerbøffer, smøreost med tomat og basilikum, rischips og flere andre produkter, som ellers ikke finder vej til Mosetoft.

Fødevare4.jpg

Ania Skjødt Pedersen sørger altid for, at der er nok til, at alle kan komme til at smage.
De fleste ting er blevet godt modtaget, og når bilen har været på besøg, lægger både personale og borgere vejen forbi køkkenet for at se, hvad der var med denne gang.

Det sker også denne mandag, hvor en borger lige kommer forbi for at se, hvad der er med.
- Uh, humus, det vil jeg gerne have. Og noget af den specielle leverpostej, siger han og pakker varerne sammen med et stort smil. Han går efter det anderledes og nye i ordning, som han synes spændende.

- Det er fedt, at de går op i det, og personalet er gode til at motivere borgerne til at smage de ting, der er anderledes, siger Ania Skjødt Pedersen.

Derfor har hun også en fast aftale med personalet om, at de melder tilbage, hvis der er nogle af de nye produkter, som falder i rigtig god jord hos borgerne. Så skal det med i de almindelige indkøb, så borgerne kan få det igen.

Borgeren i centrum

Borgerne er altid omdrejningspunktet på Mosetoft. Det gælder også, når bilen fra Fødevarebanken triller ind på parkeringspladsen mandag middag, og Ania Skjødt Pedersen får mulighed for at gennemgå ugens udvalg sammen med de frivillige.

Fødevare3.jpg

- Jeg vælger altid varer ud fra mit kendskab til borgerne. Jeg vælger det, jeg ved, at de godt kan lide, og det jeg tænker, er lige på kanten, så de får nye smagsoplevelser, forklarer hun, og fortsætter:

- Jeg synes, det er lige så spændende som dem. Det giver også mig en mere spændende hverdag, fordi jeg skal overveje og planlægge, hvad jeg kan lave med de anderledes varer.

Når Fødevarebanken har været forbi, får Ania Skjødt Pedersen efterfølgende en mail med varedeklarationer og udløbsdatoer på alle de varer, der er kommet ind i køkkenet.

På den måde har hun hele tiden et overblik, hvis fx Fødevarestyrelsen kommer på besøg.

Herefter handler det om at tilrette og planlægge ugens øvrige indkøb, så hun kan overholde sin egen regel. Ingen rester i køkkenet.