Domfældte udviklingshæmmede straffes ikke som andre kriminelle.
Hvor en normaltbegavet kriminel kommer i fængsel i en afgrænset periode, bliver domfældte udviklingshæmmede idømt foranstaltninger, som skal fremme forbedring og udvikling. 
Men i realiteten oplever de domfældte udviklingshæmmede de tidsubestemte foranstaltninger som en hård straf, der har en helt anden effekt end tiltænkt.

Line2.JPG

Det er en af konklusionerne i en ny rapport "Domfældte Udviklingshæmmede – Tidsubestemte Foranstaltninger", som kriminolog Line Søgaard Kristensen fra Specialområde Udviklingshæmning og ADHD har udarbejdet.

I rapporten undersøger Line Søgaard Kristensen, hvordan de domfældte udviklingshæmmede selv oplever det at være idømt i en foranstaltning på ubestemt tid. Det har hun blandt andet undersøgt gennem en række kvalitative interviews med otte borgere, der alle er idømt tidsubestemte foranstaltninger.

Hverdag i uvished

På landsplan bliver cirka 40 procent af de domfældte udviklingshæmmede idømt tidsubestemte foranstaltninger, og de domfældte udviklingshæmmede fortæller selv, at de tidsubestemte foranstaltninger er med til at fastholde dem i en hverdag fyldt af uvished og uden håb om at opleve et andet liv.

Det skyldes, at de ikke ved, hvad der skal til for, at foranstaltningen ændres. Derfor tør de ikke drømme om et liv, hvor de er domsfri og selv kan bestemme.
Det giver svære betingelser for den udvikling og forbedring, som en foranstaltning skulle fremme.

- Det er en kæmpe problematik, at borgerne ikke oplever, at de har en indflydelse på, om en dom ændres eller ophæves. Tilfældet for domfældte udviklingshæmmede, der er ikendt en tidsubestemt foranstaltning, er jo netop, at dommen først ophæves, når de ikke længere udgør en risiko for ny kriminalitet. Dommen ophæves altså ikke, medmindre borgeren har gennemgået en aktiv udvikling eller forbedring, forklarer Line Søgaard Kristensen.

 

Ingen drøm om fremtiden

Det er især det, at foranstaltningen ikke har en udløbsdato, som fylder i de domfældte udviklingshæmmedes bevidsthed.

- Tidsubestemtheden viser sig at være et altoverskyggende element i borgernes hverdag. Borgerne oplever, at de ikke kan drømme om et andet liv eller gøre sig tanker om fremtiden, fordi de er anbragt på ubestemt tid, forklarer Line Søgaard Kristensen.

Dét, at de domfældte borgere ikke ved, om de er domsfri om et, fem eller ti år bliver oplevet som en psykisk belastning, fordi de ikke ved, hvor længe de skal vente, eller hvad der skal til for at blive domsfri. Flere af borgerne fortæller, at det gør, at de ikke længere oplever, at de selv kan gøre en aktiv indsats for at blive domsfri.

- En af borgerne fortalte, at han mere oplevede, at det ville være rent held, hvis han en dag får ophævet sin dom, fortæller Line Søgaard Kristensen og forklarer, at det udspringer af, at flere borgere ikke oplever, at betingelserne for deres domme bliver forbedret eller ændret, heller ikke selvom de overholder de betingelser og angivelser som følger med dommen.


Tidsubestemthed får konsekvenser

For flere af de borgere, der deltager i undersøgelsen har konsekvensen været, at de isolerer sig, fravælger beskæftigelse og ender i misbrug.

Netop den udvikling starter en ond spiral, som kan få en ekstra betydning for borgernes mulighed for at få lempet eller helt komme af med deres dom, da en foranstaltning stiller krav til, at borgeren udvikler og forbedrer sig.

- Der er stor sandsynlighed for, at den adfærd har en negativ indvirkning på personalets vurderinger af borgerne, og de vurderinger vejer tungt, når domstolene skal afgøre om en dom skal ændres eller opretholdes. På den måde er tidsubestemtheden med til at forhindre selve formålet med en foranstaltning siger Line Søgaard Kristensen.

 

Hellere fængsel end foranstaltning

For de domfældte udviklingshæmmede bliver den tidsubestemt foranstaltning en straf, der er langt hårdere end en ordinær fængselsstraf ville have været.

Samtidigt er de meget opmærksomme på, at deres normalbegavende kammerater kan afsone få måneders fængsel for den samme kriminalitet, som har givet dem en dom uden slutdato.

- Det overrasker mig, hvor meget det fylder for borgerne, hvilken straf de kunne have fået i det almindelige straffesystem, siger Line Søgaard Kristensen.

Flere borgere fortæller, at de ville ønske, de kunne afsone deres domme i et fængsel. Her ville de have mulighed for at udstå deres straf og tælle ned til dommens udløbsdato. De føler, at de bliver straffet hårdere end almindelige kriminelle. 

En glemt borgergruppe

Umiddelbart kan man ikke sammenligne en foranstaltning og en straf i det almindelige sanktionssystem, men det bliver tydeligt undervejs i rapporten, at de domfældte udviklingshæmmede kun har været en lille del af den udvikling, der har været i samfundet især retspolitisk siden 1600-tallet.

I rapporten beskriver Line Søgaard Kristensen sanktioneringen af domfældte udviklingshæmmede i både et historisk og nutidigt perspektiv med fokus på tidsubestemte foranstaltninger. Den gennemgang synliggør blandt andet, at de domfældte udviklingshæmmede er en glemt borgergruppe på flere områder.

Som måske den eneste gruppe i Danmark dømmes de stadig efter principper, som hører til i 1930erne, hvor det handlede om at afværge fremtidig fare. Derfor er risikoen for, at de begår ny kriminalitet afgørende både for fastsættelsen og opretholdelsen af en foranstaltning.

- Så borgerne har en oplevelse af, at det er svært at komme videre, og at ingen rigtigt ved, hvad der skal til for at komme af med en foranstaltning, fortæller Line Søgaard Kristensen, der håber, at denne rapport kan være med til at give de domfældte udviklingshæmmede en stemme i fremtidens samfundsdebat.