Tour de France. EM i Fodbold. OL.

Sportsbegivenheder, der spreder medaljestøv i sommermånederne og skaber fælles oplevelser og begejstring på tværs af køn, alder og alt muligt andet.

Skema1 (2).jpg

Sådan er det også på Mosetoft denne sommer. Her er medaljer, aktiviteter og fællesskab en stor del af den pædagogiske indsats i hele juli måned, når "Mosetoft-legene" for første gang nogensinde løber af stablen.

Den helt store gevinst for Mosetoft er dog ikke de medaljer og diplomer, der er på højkant, men det faglige fokus på forskellige tilgange til sundhed og motivationsarbejde, som ligger bag hele arrangementet.

- Formålet med Mosetoft-legene er at få et andet fokus på sundhed end kost og medicin, forklarer pædagog Anette Popp Petersen, som er legenes idekvinde og en del af sundhedsnetværket på Mosetoft. Det netværk, som står bag hele arrangementet.

Sundhed er mange ting

I hverdagen har sundhedsnetværket fokus og styr på områder som borgernes medicin og kontakt til sundhedsvæsenet. Men sundhed er mange ting.

Det afspejler Mosetoft-legene, hvor sundhedsnetværket har tænkt ud af boksen og inddrager mange forskellige elementer for at nå rundt om det hele menneske.

Det oplever borgerne på Mosetoft, når de bliver inviteret til at deltage i forskellige aktiviteter i løbet af juli måned. Det er aktiviteter som for eksempel boldkast, forhindringsbane, trampolin, en sansesti og forhindringsbane, hvor der både er tænkt bevægelse, leg, sanser og fællesskab ind.

Ti gange i løbet af juli åbner Mosetoft-legene, og alle de borgere, der har lyst til at deltage i dagens aktivitet mødes kl. 10.00 og udfører aktiviteterne sammen, eller i hvert fald ved siden af hinanden. IMG_2134 (2).JPG

- For fællesskabet og det at føle, at man hører til et sted, er også en del af sundhed. Nemlig den mentale sundhed, uddyber Anette Popp Petersen.

Medaljer som motivation

Men hvordan får man borgere, som måske ikke altid er de meste aktive og udfarende til at deltage i så mange forskellige aktiviteter – og endda sammen med andre?

Det er den store pædagogiske motivationsopgave ved Mosetoft-legene. Ud over de velkendte metoder, som medarbejderne bruger i hverdagen med borgerne, bliver der ved Mosetoft-legene også talt til konkurrencegenet i Mosetofts 20 borgere.

Alle deltagere får en medalje og et diplom til den medaljeceremoni, som afslutter Mosetoft-legene den 29. juli. Men farven på medaljens bånd afhænger af, hvor mange klistermærker den enkelte har tjent i løbet af legene.

- Alle borgere har fået en aktivitetsseddel i deres postkasse, som de skal bruge til at samle klistermærker. De, der ikke kan deltage i den fælles aktivitet, kan indgå en aftale med dagens medarbejdere om en individuel aktivitet, så de også har mulighed for at optjene et klistermærke, fortæller Anette Popp Petersen og fortsætter:

gåtur.jpg

- Den første aktivitet er fx en gåtur, hvor man skal gå op til den nærliggende gård og tilbage igen. Man må selvfølgelig gerne gå længere, hvis man vil. Men det er den tur, man skal gå for at få et klistermærke.

Hvis borgeren deltager i alle ti aktiviteter, er det - inspireret af kampsport - en medajle med et sort bånd, der bliver hængt om halsen den 29. juli.

- På den måde er der noget ekstra for dem, som gerne vil konkurrere, smiler Anette Popp Petersen.

Noget for alle

For sundhedsnetværket er konkurrence-elementet et middel til at få borgerne involveret, og legene er også en måde at vise dem forskellige og nogle gange nye muligheder på Mosetoft.

Sanglege på Mosetoft

Derfor foregår aktiviteterne hver gang et nyt sted på matriklen for at vise det hele frem.

Nyerhvervelser som en trampolin er tænkt ind, og hver aktivitet taler til noget forskelligt hos borgerne og måske også til forskellige borgere.

- Så det kunne være, at man i løbet af legene faktisk mødte alle borgerne på Mosetoft, håber Anette Popp Petersen. Hun har kun mødt velvilje fra de kollegaer, som kommer til at stå i spidsen for de forskellige aktiviteter og fører sundhedsnetværkets arbejdet ud i livet.

- Det er stor interesse. Alle vil gerne være med, smiler hun. For godt nok er det sundhedsnetværket, der står bag Mosetoft-legene, men hele Mosetoft står sammen om at lykkedes med at give legene liv – og få medaljedrømme og sundhed til at gå hånd i hånd.