kalender7.jpg

24 pakker på en snor tændte tirsdag den 1. december julelys i øjnene på de borgere, som bor på Bygmarken, Specialområde Udviklingshæmning og ADHDs driftsklynge i Hedensted.

For første gang i mange år vågnede borgerne op til deres helt egen  pakkekalender, som skal skabe glæde og hygge i løbet af december efter et år, hvor mange traditioner, fejringer og besøg har måtte vige for corona og gjort 2020 til et mærkeligt år – også på Bygmarken.

- Der er mange snakke om pakkekalendere i december, og jeg husker selv, hvordan det var at se frem til gaverne om morgenen. Uanset alder er man spændt på, hvad pakkerne indeholder, husker Jane Johansen, der er social- og sundhedshjælper på Bygmarken og idekvinden bag de mange pakkekalendere.

Give glæden tilbage

Den glæde og spænding hun selv forbinder med de 24 små gaver, synes hun, at borgerne på Bygmarken skulle opleve i år, selvom pakkekalendere ikke plejer at være en del af december måned på Bygmarken.

- Jeg ville gerne gøre noget for borgerne, som kan give dem lidt af den glæde tilbage, de har mistet i løbet af året på baggrund af corona. Der er mange festligheder og traditioner, der er forsvundet for dem i årets løb, og mange forhåbninger der er bristet. Det er svært for alle, men måske endnu mere svært at håndtere for de borgere, som bor på Bygmarken, forklarer Jane Johansen.

Derfor satte hun sig for at lave pakkekalendere til alle Bygmarkens borgere, og takket være en stor opbakning fra lokalsamfundet i Hedensted er det lykkedes over alt forventning.

Stor lyst til at give

Butikker og virksomheder i byen har været med på Janes ide, og mange har med glæde doneret gaver for at bringe lidt juleglæde til Bygmarken denne anderledes december.

kalender3.jpg

kalender2.jpgDer er både kommet gaver, som Jane Johansen har pakket ind og fordelt, men også masser af gaver, som allerede var pakket ind, så indholdet er en overraskelse for alle inklusiv Jane selv. Der venter også rundstykker en søndag i december og pommes frites til en hyggeaften.

Nogle af virksomhederne har takket for, at de må være med til at bringe glæde til Bygmarken, men på Bygmarken er der endnu større taknemmelighed for den store opbakning fra lokalsamfundet.

For selvom pakkekalendere ikke har været en tradition på Bygmarken, har de små pakker fra første færd ikke kun skabt glæde, men også bragt gode minder frem hos nogle af borgerne. Minder om deres barndoms jul og de pakker, spænding og glæde, de husker fra den gang, hvor det var nissen eller julemanden, som kom med gaverne. Sådan er det ikke denne gang.

Kalender6.jpg

- Borgerne ved godt, at det er byen eller byens butikker, som giver dem gaver i december, fortæller Jane Johannesen, som sammen med sine kollegaer også har lavet nogle af gaverne selv.

Det er fx sanseforklæder og andre sanseværktøjer, som nogle af borgerne får i deres pakkekalender. Udover at skabe glæde og julestemning i en coronatid kan gaverne så også bidrage til den pædagogiske indsats og udviklingen af borgernes sanser.