Anne18.jpg

Hvordan giver man øjendråber korrekt? Hvordan vasker man rigtigt omkring et kateder? Og hvor skal manchetten egentlig sidde, når man skal måle et blodtryk? Det er nogle af de spørgsmål, Anne skal hjælpe medarbejdere på alle driftsklyngerne i SUA med at besvare.

I de senere år er der både i Specialområde Udviklingshæmning og ADHD og det sociale område kommet et større fokus på sundhed og løsningen af de sundhedsfaglige opgaver, som ikke kun handler om medicin. Det kan også være opgaver, som handler om hygiejne, sårpleje eller observation for tryksår, som medarbejderne skal have styr på for at sikre borgernes sundhed og trivsel.

Anne9.jpgDet er opgaver, som måske ikke altid ligger lige til højrebenet i den pædagogisk verden. Men det skal Anne være med til at ændre.

Anne er en fuldstørrelse træningsdukke. Hun er stor og tung som et menneske. Hun har bløde arme og ben, som kan bøjes og bruges til at øve sig i at give en injektion eller sætte en blodtryksmanchet rigtigt – og så har hun tænder, der kan tages ud, så tandbørstningen også kan øves.

Anne er en del af SUA

Anne er netop flyttet ind i SUA. Her skal hun være en hjælp og et værktøj, når medarbejderne fremover skal træne og øve sig i, hvordan man løser sundhedsfaglige opgaver. Det gælder både de opgaver, de allerede nu møder i dagligdagen, og de opgaver som kommer til i fremtiden.

- Anne giver os mulighed for, at medarbejderne kan få det i hænderne, inden de skal ind til en borger og løse en sundhedsfaglig opgave. Med vores målgruppe kan det ofte være svært at have en ny medarbejder, som skal lære at løse en sundhedsfaglig opgave, med ind til den enkelte borger. Her kan Anne hjælpe os. Samtidigt kan vi have en dialog, om hvordan vi løser opgaven, som vi ikke altid har mulighed for at have inde hos borgeren, forklarer Dorthe Rønfeldt Poulsen, sundhedsfaglig konsulent i SUA.

Anne4.jpg

Hun står bag indkøbet af Anne, som faktisk også kan blive til Anders med udskiftning af nogle dele. På den måde har medarbejderne mulighed for at tage højde for borgerens køn, når de øver sig i at løse de sundhedsfaglige opgaver, så alle får den rette indsats.

SUAs sundhedsfaglige konsulent har også en plan om, at dukken skal bruges til at øve opgaver som forflytning af borgere, lejring og at lifte borgere, som for eksempel sidder i kørestol.

- Der er mange muligheder. Kunsten bliver at implementere brugen af hende, siger Dorthe Rønfeldt Poulsen.

Anne skal i løbet af de kommende måneder på rundtur til alle driftsklynger i SUA, så medarbejderne kan møde hende og se, hvordan hun kan bruges til færdighedstræning.

- Herefter skal hun især bruges der, hvor der er nogle særlige sundhedsfaglige opgaver, som skal trænes. Både i forhold til, hvad der er behov for i dag, og nye opgaver, som kommer ind, forklarer Dorthe Rønfeldt Poulsen.

Første stop på rejsen

Annes første stop er på Bygmarken, som er SUAs driftsklynge i Hedensted. Borgerne på Bygmarken hører til blandt de ældste i SUA, og plejeopgaver er en naturlig og forholdsvis stor del af hverdagen på driftsklyngen.

Anne20.jpg

Derfor bliver Anne brugt, når sygeplejerske Tina Cornelius gennemgår grundlæggende kompetencer som for eksempel pleje og vask, korrekt brug af øjendråber og observation af tryksår med alle medarbejdere.

- Alle får introduktion til det hele, men undervisningen varierer lidt i forhold til deres faglige kompetencer. Og så laver jeg en udvidet introduktion til de medarbejdere, som synes, det er svært, fortæller Tina Cornelius, der er glad for, at hun som den første har fået fingrene i Anne.

Dukken bliver nemlig flittigt brugt til at gøre undervisningen konkret og praktisk for medarbejderne.Anne16.jpgUanset kompetencer får alle lov at have Anne mellem hænderne, når de snakker om blandet andet stomi, sårpleje og negleklipning, så opgaverne bliver konkretiseret.

Medarbejderne kan fx prøve at vaske rigtigt omkring et kateder, uden en af borgerne skal lægge maveskind til de første forsøg.

- Der er meget fysisk pleje på Bygmarken og mange sundhedsfaglige opgaver. Men medarbejderne har lært rigtigt meget og fået meget viden, så vi er allerede kommet langt, siger Tina Cornelius, som har fået lov at beholde Anne lidt endnu, inden hun skal videre på sin rejse rundt i SUA.