Egentlig er politik lidt som at bo på et socialt botilbud.
Det var en af de konklusioner, fem borgere fra vores driftsklynge Nørholm drog, da de deltog på vores borger-fagpilot med fokus på selv- og medbestemmelse.

SM10.jpg

På kurset er der blandet andet fokus på medborgerskab, demokrati, valg og politik – og det, at politikere ofte er nødt til at indgå kompromis for at få indflydelse.

- Sådan er det også, når man bor tæt dør om dør med andre. Så er man også nødt til at gå på kompromis, kom det prompte fra Malene Svendsen, der var en af kursisterne.

Netop den konklusion ramte lige ind i kernen for hele kurset, som har til formål at klæde borgerne på i forhold til deres egen selv- og medbestemmelse, så de kan udøve en større selvstændighed i eget liv.

SUAs borgerfagpilot foregår i samarbejde med Udviklingshæmmendes Landsforbund (ULF), der står bag flere kurser målrettet udviklingshæmmede borgere.

Det var ULFs sekretariatschef Jane Jensen og borgervejleder Bettina Nielsen, som denne gang hjalp de fem kursister med at sætte fokus på, hvad man kan bestemme selv, når man er udviklingshæmmet i dagens Danmark, hvad man kan have indflydelse på, og om der er nogle områder, hvor det er andre, der bestemmer.

Hjælp til det offentlige

I fem timer var der dyb koncentration til kursuslokalet, hvor de fem deltagere noterede flittigt ned.

Det handlede både om de grønne områder, hvor det var helt tydeligt for de fremmødte, at de bestemmer selv.

Det er fx hvilket noget tøj, de vil have på, hvilket mad, de vil spise, hvad de vil have hjælp til, hvem de vil være kærester med, og hvordan de bruger deres penge.

SM06.jpg

Men der blev også brugt langt tid på om de områder, hvor det kan være svært at bestemme selv som udviklingshæmmet, selvom man både kan og må.

Det kan være ferierejser, hvor man har brug for en ledsager, eller hvordan man som udviklingshæmmet risikerer at miste sin hjælp, hvis man vil flytte sammen med sin kæreste i en anden kommune.

- Hvor ville I ellers gerne selv kunne bestemme? spurgte Jane Jensen ud i lokalet, og der var særligt et område, de fem kursister mente kunne bruge et eftersyn. Kommunikation med det offentlige.

- De må gerne skrive breve, så de er til at forstå, lød det fra en kursist, mens en anden var træt af NEM-ID og de pengeløse banker.

- Jeg kan ikke finde ud af at bruge Nem-ID, men når jeg går ned i banken for at få et overblik, over, hvad der står på min konto, koster det 30 kroner at få en udskrift, forklarede hun.

Begge dele er faktisk områder, som ULF i dag prøver at hjælpe med, når de agerer talerør for landets udviklingshæmmede i det politiske system. I øjeblikket er det især corona-pressemøderne, som ULF arbejder på at få oversat til ULF-sprog, ligesom de bliver oversat til tegnesprog.

Medborgerskabet

Netop det politiske system fyldte en stor del af kurset, som også satte fokus på de gule områder, som handler om medbestemmelse, demokrati og medborgerskab.

Et af de demokratiområder, som er tættest på borgernes hverdag er  beboerråd og beboermøder, hvor de har mulighed for at være med til at bestemme.

- I kan fx have medbestemmelse i fællesrummet, som I betaler til over huslejen, forklarede Jane Jensen. Det er også det kursisterne oplever i dag blandt andet gennem fælles regler for fællesrummet.

- Vi har regler om, at vi skal have sko på, når vi er i fællesrummet, og at man skal tale pænt, fortalte de. 

SM05.jpg
Men også i verden uden for botilbuddet har de været med til at bestemme, når de alle har udnyttet deres stemmeret til forskellige valg i de seneste år. Her er det især personalet på SUAs afdelinger, der hjælper borgerne med at udleve deres medborgerskab. Og det er helt i Ulfs ånd.

- Personalet skal turde stille krav til jer. Det er sådan, man udvikler sig, påpegede Jane Jensen, mens kursisterne fortalte, hvordan de oplever en valgkamp på Nørholm.

SM08.jpg

- På min afdeling gør vi meget ud af at snakke om, hvem man kan stemme på, og hvad de forskellige står for. Så har vi en hel aften, hvor vi mødes og snakker om valget, fortalte en af beboerne, mens en anden egentlig var lidt træt af det politiske spil.

- Vi følger også med på fjernesynet, men jeg synes tit, at det bliver mundhuggeri, og han fortsatte: De lover en masse, men når de så er blevet valgt, så gør de ingenting.

Godt tilfredse med hjælpen

Men som Jane Jensen forklarede, så har man også ret til at give sin mening til kende, hvis man er utilfreds med de politiske beslutninger eller andet. Det kan man blandt andet gøre ved at kontakte politikerne eller gennem demonstrationer.

- Må alle starter en demonstration? lød fra kursisterne, som med grin erklærede, at så vil de hver dag gå i demonstration på Nørholm. Bare fordi de kan.

For faktisk var de alle fem godt tilfredse både med at være med på borgerfagpilot, som de lærte en masse af, men også med Nørholm og personalet. 

- Det er gode til at respektere os og vores valg og humør, lød det samstemte fra de fem kursister, som vil bruge deres selv- og medbestemmelse på at deltage på flere borgerfagpiloter i fremtiden.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.